Baden er Tysklands 3. største og sydligst beliggende vinregion. Den strækker sig i en 400km lang stribe af vinmarker, mellem bakkerne langs Rhinens øst bred, fra Heidelberg-Basel i nord til Bodensøen i syd.

Baden er den vigtigste tyske vinregion, når det kommer til dyrkelsen af Pinot Noir/Spätburgunder druen og kaldes for Tysklands Bourgogne, da det varme klima skaber de bedste betingelser for de burgundiske druesorter: Pinot Noir, Pinot Blanc og Pinot Gris, der kendes som Spätburgunder, Weissburgunder og Grauburgunder i Tyskland.

Baden er opdelt i 7 Bereiche (vinområder); Tauberfranken, Badische Bergstrasse, Kraichgau, Ortenau, Breisgau, Markgräflerland og Bodensee, samt Tuniberg og Kaiserstuhl, der bør fremhæves grundet den særlige vulkanske jordbund.

Kaiserstuhl ligger i hjertet af Baden, ovenpå en 3 millioner år gammel vulkan, hvis historie stadig er at finde i jordbunden.

Dette giver vinene fra området en ganske særlig karakter af mineralisme, som ellers findes meget få steder i verden.

I modsætning til de øvrige tyske vinregioner spiller Riesling ej hovedrollen her, det gør de burgundiske sorter.

Og rødvin skabt på Spätburgunder/Pinot Noir sorten, der oprindeligt stammer fra Bourgogne, har mange af de fine karakterer og elegance man også finder i Bourgogne.